Hvordan ved man, at man vælger den rigtige bolig – den, der bliver til et hjem i mange år? Man kan jo spørge dem, der bor der nu. Huset her har haft samme ejere i 28 år, og de kom endda fra et andet hus på vejen. Naboen i nr. 112A har boet her i 40 år. Og det er ikke så underligt; for når der er plads til selv den store børneflok, baghaven ender i Hundesømosen, og Rådhuspladsen stadig kan nås på cykel på 20 minutter, hvorfor skulle man så flytte?

Huset er tegnet af arkitekt Vagn Hjort og er løbende ombygget og moderniseret med stor respekt for den oprindelige arkitektur. Det er fuldmuret, opført i gedigne kvalitetsmaterialer og indrettet over tre forskudte plan, der udnytter kvadratmeterne forbavsende godt. Takket være gode, velovervejede valg er det svært, hvis ikke umuligt at se, hvor det oprindelige hus slutter, og de senere udvidelser begynder. Køkkenet får sol fra morgenstunden, terrassen mod mosen ligger i sol dagen lang, og gårdhaven får det sidste bløde lys. Og når mørket falder på, sørger ovenlysvinduerne i stuen for stjernekig.

For enden af haven ligger Hundesømosen som et frodigt, levende landskab. De store niveauforskelle på grunden betyder, at haven føles større, end den er, og de gamle træer skærmer af for naboerne uden at stjæle udsigten. Fra terrassen kan man spotte ræve, pindsvin, hejrer, spurvehøge og et helt kor af mindre, bevingede gæster. Lige i nærheden ligger områdets legeplads, der om vinteren får en ekstra dimension: Når sneen ligger rigtigt, har man én af områdets bedste kælkebakker lige uden for havelågen. Og er man mere til langrend, kan man spænde skiene på og glide direkte ud i mosen og videre ad stierne mod Ermelunden.

Så ja, man kan tælle kvadratmeter og diskutere arkitektur, materialer og renoveringer. Men det vigtigste ved dette hus lader sig ikke måle eller veje. Det er den følelse, der opstår, når man åbner terrassedøren, som får 28 år til at gå lidt for hurtigt – og gør det ganske svært at flytte igen.