Der var engang, hvor hovedstaden voksede langsomt og med håndkraft. For 160 år siden gik læge Frederik Ferninand Ulrik og en gruppe arbejdere fra skibsværftet Burmeister & Wain sammen om at bygge sig et bedre liv – bogstaveligt talt. De allierede sig med flere arkitekter, herunder Frederik Bøttger, og hans klassiske huse ses blandt andet i Kartoffelrækkerne og her i Komponistkvarteret, som det hedder, fordi de tværgående gader har navne efter komponister.

I nr. 55 får man intet mindre end fem usædvanligt smukke plan. Den originale trappe snor sig gennem huset som en rygrad og binder etagerne, der alle har forskellige funktioner og udtryk, sammen. Fra middagstid strømmer solen ind og bliver hængende til langt ud på aftenen. Den rammer trappen til gårdhaven, der inviterer til en rolig pause. I takt med, at man bevæger sig gennem huset, forandrer udsigten sig – fra 1. og 2. sal får man det særlige kig ned gennem de maleriske rækker af huse, mens der fra gaden på 2. er et unikt vue ud over Kildevældsgade. Fra tredje sal åbner himlen sig over byens tage.

Kildevældsgade har sit navn fra traktørstedet Kildevæld, hvis navn udspringer af en kilde, som folk i ældre tid opsøgte i håbet om helbredelse. I dag er det ikke vandet, men selve kvarteret, der trækker. Fra hoveddøren er der få skridt til både Svanemøllen Strand, Østerbrogades butikker og de lokale favoritter som Café Gitz og Coq et Pate. Alligevel leves livet i et tempo, hvor der er tid til at være barn. Hvor der bliver tegnet med kridt og spillet bold midt på gaden, hvor de små stemmer runger mellem husene på sommeraftener, og hvor fællesskabet er noget, der opstår helt af sig selv.

En slags moderne Bulderby – bare med bedre kaffe.