Området omkring Laksegade er et kvarter, hvor historierne står i kø. Hvor Laksegade går i dag, var der i middelalderen blot en strandbred ud mod farvandet Dybet – og dengang hed gaden Skippergade. Ikke langt fra huset, hvor det velkendte udtryk opstod om fanden, der var løs, lod kaptajn Johan Hansen Tofte en hjørneejendom opføre i 1798. Et stykke nedtonet klassicisme, skabt af tidens særligt veluddannede håndværkere, der blev oplært af C.F. Harsdorff som led i genopbygningen efter branden i 1795.

Kaptajnens refugium er ikke et sted for lineal- og vaterpasfolk. Her bølger linjerne som glasset i forsatsvinduerne med den slags uimodståelige charme, som kun et 227 år gammelt københavnerhus kan slippe afsted med. Og oppe på anden sal ligger en veldisponeret treværelses med masser af lys og nul spildplads. Samspillet mellem nyt og gammelt er sublimt – som det arrede bindingsværk og de patinerede messinghåndtag op mod det åbne køkkens lyserøde marmorbordplade og emhætten, der er elegant gemt væk bag den originale bue over komfuret.

Dengang Hummergade og Ulkegade stadig fandtes på bykortet, blev nabolaget kaldt Mayonnaisekvarteret efter det store kolde bord, der ofte involverede fisk. Ligesom resten af byen har det gennemgået store forvandlinger: fra strandbred til boligområde for flådens søfolk, og nu til et moderne kvarter under udvikling. I de kommende år omdannes de tidligere bankbygninger til butikker, restauranter, kontorer og et helt nyt bymiljø, mens denne fredede ejendom står som et stabilt, vejrbidt vidnesbyrd, og endda uden ejendomsskat. Og bare rolig, fanden er ikke længere løs i nr. 15 – faktisk er her søndagsstille, selvom byen ligger lige i baghaven.