Et lille kongerige midt i byen…
Frederiksberg er landsbyhistorie, når det er bedst. Først kongelig køkkenhave, siden bebygget med landsteder og lystgårde for velhavende københavnere, og i dag et af byens absolut mest eftertragtede kvarterer. K.B., der står for Kjøbenhavns Boldklub, blev stiftet tilbage i 1876, og de åbne, grønne arealer og den markante, nyopførte hal giver kvarteret en ro og rummelighed, man ellers sjældent forbinder med byen.
Kort derfra ligger en klassisk, gulpudset villa fra 1931 med 357 etagemeter og hele 978 kvadratmeter grund til – det er næsten et kongerige, når man tænker på, at Frederiksberg er det tættest bebyggede og befolkede område i regionen. Villaen blev opført til en læge som kombineret praksis og bolig, og havelågen med slangen står stadig som et diskret nik til husets oprindelse. Kun få familier har haft adresse her – alle gennem mange år, indtil børnene var fløjet fra reden, og huset føltes større end behovet for plads. For her ér usædvanlig god plads, både ude og inde, så rammerne rækker ubesværet gennem livets skiftende faser.
Villaen er gennemgribende opdateret i nyere tid med respekt for det oprindelige: alle rum er endevendt, køkken, badeværelse og gæstetoiletter er fornyet, taget er skiftet og loftsrummet isoleret, kælderen er løftet til moderne og fuld anvendelig standard. Planløsningen er optimeret til familielivet, med tre regulære børneværelser og et stort forældresoveværelse med hans-og-hendes-skabe og en dejlig terrasse, der er ideel til at lufte dyner på. Foruden de mange kvadratmeter under tag har villaen et es i ærmet udenfor – haven. Usædvanligt stor for Frederiksberg og med en næsten overraskende fornemmelse af at træde ind i noget afsondret. Æbletræer, syrener, blomstrende bede og stengærder samler sig om huset og skaber læ, farvespil og duft gennem sæsonerne. Her er plads til at lege, til en stille stund i hængekøjen og til lange aftener på terrassen under markisen. Om morgenen rammer solen et af havens bedste hjørner – et oplagt sted at nyde den første kop kaffe, mens huset langsomt vågner.
Beliggenheden giver sig selv. Institutioner og skole ligger lige om hjørnet, det samme gør S-toget, KB Hallen med fodbold og tennis og Peter Bangs Vej, der i bedste landsbystil har både slagter, fiskehandler, osteforretning og bageri i verdensklasse. Damhussøen, Frederiksberg Have, Søndermarken og Zoologisk Have er alle en slentretur væk. Frederiksberg er godt nok omringet af København, men byen har altid haft sin egen kultur, identitet og rytme. Her er parker, slotte, teatre, alléer – og et overskud, der er helt særligt for postnummer 2000.
DISKRET SAG - 2000 Frederiksberg
Hos BJØRN & BYSKOV begrænser vi os ikke til et enkelt postnummer. Vi vil gerne være din mægler hele livet igennem. I forbindelse med hjemmet, der danner den trygge ramme for familien. Lejligheden i byen, villaen eller rækkehuset i Nordsjælland og naturligvis sommerhuset… Vi er med hele vejen, hele livet. Michael Bjørn & Christian Byskov
Følg os på Instagram, Facebook eller Linkedin, og få et indblik i vores hverdag og de mange spændende boliger, trends og områder vi bevæger os i, gennem vores hverdag.
Følg os på Instagram, Facebook eller Linkedin.
Kontakt os
-
Maria Wilson
- Ejendomsmægler, MDE områdechef Frederiksberg & Vesterbro
- E: maria@bjornbyskov.dk
- T: 28 43 47 32