Istedgade. Rabalderstræde. Navnet kommer fra slaget ved nordtyske Isted i 1850, hvor Danmark gik ud som sejrherrer, og i mange år så det også ud, som om Istedgade selv havde vundet noget – retten til at larme, leve og være lige lovligt kantet. Den blev kendt for sine værtshuse, sit natteliv, sit hårde miljø. Men selv den mest hårdhudede gade kan med årene få bløde kanter, og i dag er Istedgade én af Københavns mest kulørte gader med en myriade af caféer, barer, restauranter, design- og tøjbutikker. Og oppe på fjerde sal, hvor byen bliver lidt mere blå og roen breder sig, ligger en lejlighed, der samler det hele: historien, lyset, udsigten – og muligheden for at bo midt i det hele, uden at det hele vælter ind ad døren.

Lejligheden er resultatet af en sammenlægning af to arbejderboliger – dengang med kakkelovn og lokum i gården, i dag med snedkerlavede radiatorskjulere, dobbeltstue med franske døre og en stor, vestvendt altan med plads til kaffe, kolde øl og samtaler, der løber over. Herfra kan man kigge langt over grønne trætoppe og høre stenbrosfuglene synge. På den anden side er der udsigt til Gasværksvejens Skoles historiske, bevaringsværdige facade, der heldigvis ikke rager ret langt op i horisonten.

Vesterbro er ikke, hvad det har været – heldigvis – men heller ikke, hvad det bliver i fremtiden. Caféer, restauranter og barer dukker op hurtigere, end man kan nå at tjekke dem af, for bydelen er som en levende organisme, der hele tiden skifter tempo, vokser, forandrer sig og finder nye veje. Alle fristelserne er i gåafstand – og samtidig føles fjerde sal overraskende langt væk.