Hist hvor Vejby slår en bugt og vejene bliver smallere ligger et hus som falder ind i landskabet uden at larme
Heroppe går tingene lidt langsommere, havet trækker og lyset skifter. Man når det man når.
Huset ligger roligt. Tæt på det hele, men langt nok væk til at stilheden får lov at fylde. Den slags stilhed, man først opdager når man er taget hjem igen.

Man træder ind og sænker skuldrene. Varme gulve og træ der tager imod rum der hænger sammen uden at flyde væk.
Døre åbner direkte ud. Alle finder deres egen vej ud i solen eller skyggen uden at tænke over det.
Morgen et sted. Aften et andet.. Man bliver bare siddende, når man har fundet sin plads.
Køkkenet samler folk Ikke fordi det skal, men fordi det sker. Samtaler der trækker ud og glas der ikke bliver ryddet væk
Der er plads til at være mange - og plads til at trække sig. En hems hvor tiden går lidt langsommere. Værelser hvor døren altid kan åbnes ud mod luften.

Efter vandet, skyller man saltet af under åben himmel. Varmt vand.. Bare fødder.. Ingen hast..
Haven har fået lov at blive. Træer der står som de vil. Frugt der kommer hvert år og kroge der først opdages senere.
Om aftenen falder lyset roligt på plads omkring huset - I træerne langs jorden uden at fylde for meget.
Vejby er stadig Vejby. Bageren Fiskemanden. Det nødvendige. Resten klarer dagene selv.
Der er ikke langt til vandet. Man går derned uden at tænke over det og når man først er her bliver man lidt længere end man havde planlagt.