Kvadratmeter kan tælles, afstande kan måles, energimærker kan udregnes. Men udsigt? Den kan man ikke sætte på formel. Den skal opleves, mærkes, sanses. Og sanserne bliver for alvor sat i gang, når man forcerer det sidste trappetrin op til stuen og det enestående, uspolerede kig ud over Hollænderdammen åbner sig. Herfra kan man observere isfugle, rørhøner og terner jage, se solen gå ned over den spejlblanke overflade og få følelsen af at bo langt ude på landet – selvom man er midt i Gentofte.

I området syd for Ermelunden har menneskers og naturens rytme fulgtes ad i århundreder, det vidner stier og gamle bebyggelser om – og Hollænderdammen selv bærer på en fin historie. Navnet stammer fra et mindre ishus ved søen, der engang fungerede som ‘hollænderi’ – en kvægbesætning, der primært består af køer, som holdes for mælkeproduktionens skyld. ‘Hollænder’ var en stillingsbetegnelse, som først i 1800-tallet blev afløst af ‘mælkeri’ og senere ‘mejeri’.

Huset på den højtbeliggende grund er fra 1976, men er blevet totalrenoveret med nye rør og el, sildebensparket med gulvvarme under, nyt køkken-alrum og nye badeværelser, alt sammen med respekt for det sted, det er bygget til. Både opholdsrummene og værelserne er orienteret mod det åbne landskab, hvor naturen konstant er i bevægelse lige uden for vinduerne. På den anden side af huset ligger Hundesømosen, for enden af vejen ligger Ermelunden, og Dyrehavens røde porte er i joggingafstand. Det er sådan en beliggenhed, der giver logrende haler hos de firbenede – og smilerynker og røde kinder hos de tobenede.