Elvira sidder og spiller i Vandkunstens lille cafe, fra fingerspidserne dundrer  tung og ulidelig ve. Elvira sidder og elsker violinisten Hans og lægger sit unge hjerte i tango og brudedans.
Lone Kellermans fortolking af Vandkunstens lille cafe fra albummet 'Før natten bli'r til dag' blev et hit 1978. Den kan man passende– hvis man er den type – nynne med på. Heroppe, højt hævet over strædet, midt i hovedstadens inderste hjertekammer, der forbinder Vandkunsten med Gammel Strand.
Citylivet i baggården på det gamle tørreloft under de fritlagte bjælker, har man helt for sig selv. Lejligheden er naboløs på etagen, og her er stille som en søndag morgen (med mindre der nynnes til Lone).
Man kan få solen i øjnene og stjerneskud i håret på altanen, der har udsigt over byens tage & tårne og genboen Holsteins palæ.
Tørreloftet har i dag gulve af brede egetræsplanker, naturfliser på badeværelset og snedkerkøkken i røget eg. Med andre ord; en city-pakke i kongerigets bedste materialer. Den stille baggård deles med det, ligeledes nyrestaurerede, palæ og byens sangfugle. Her kan man også få adgang til privat parkering. Alt der er værd at gå til, er dog i gåafstand, og byens puls må man på gaden for at mærke. Vandkunstens springvand sprøjter stadig og sætter regnbuekulør i strædet, og der er små cafeer overalt. Kendere siger, den bedste hedder Sonny. Her kan man fx fordybe sig i kaffekoppen og tænke over, hvorfor Elvira elskede violisten Hans. Byens gamle stræder har alle dage fået romantikken til at blomstre.