Der var engang en mand der ville bo i en skov. Når han havde fri ville han høre kronhjorten brøle foråret frem fra vinterhiet, solsorten synge sommeren i gang og vinden hvisle i de efterårsflammende træer. Han byggede derfor et hus af ædelt træ på en naturgrund i skovkanten af Arrenakke bakker. Med et tag af strå, hvor julesneen kunne lande, og en have med timianduftende græs, hvor børnene kunne klatre i gamle træer, som taget ud af et H-C. Andersen eventyr. Plukke blåbær til de segnede af frisk luft, finde vilde dyrespor og fare vild fra far og mor.
Siden kom en anden mand og hans kone og strøg taget med mere kærlighed. De renoverede med nænsom hånd, og i naturens egne materialer, de gamle kvadratmeter, så huset kunne bruges til gæstebud hele året, og det eventyrlige lys også fik frit spil indenfor.
De byggede sauna og snedkermøbler, plantede rabarber og solskin på terrassen med udsigt til alle herlighederne. Og når sommeren gik på hæld, plukkede de søde æbler, og dem der ikke blev spist med det samme, blev til tærter der gik som varmt brød, så snart de kom ud af ovnen. Havens overskud af bær blev syltet og serveret på pandekager, som blev spist foran brændeovnen, mens den første sne faldt og man delte de gode minder fra året, der gik og de store forventninger til det næste. Og i dag står eventyrhuset, i spændt forventning om leve lykkeligt til sine dages ende, og berige livet for en ny familie, der værdsætter magien ved at være dus med skovens dyr hele året.