Århusgadekvarteret er et sammentømret fællesskab, bygget på enigheden om, hvad der er det gode byliv. I et maritimt dynamisk miljø med højt til loftet, hvor nyt møder gammelt, det bløde møder det rå. Og mennesker møder hinanden. Med øjnene vendt mod himlen og fødderne i vand. Det var muligvis vorherre der skabte mennesket, men det er mennesker, der skaber byen, og gudskelov har de taget havnen tilbage, og gjort byens vandveje til legeplads på menneskets betingelser. Her rimer sjælero på både solopgang og solnedgang, og føromtalte herre var gavmild, da han sagde: lad der blive lys. Og privatliv i fællesskabet, sagde arkitekten og slog de fineste streger til det grønne hjørne, så newyorkerfølelsen kunne flytte ind i vores hovedstad, uden at give køb på landsbystemingen i Århusgade.
 
Her behøver man ikke lede efter kontakten for at se lyset. Med en sydvestvendt hjørneplacering på tredjesalen, fri for tætte nabobygninger, vælter både dagslyset og udsigten ind ad de store vinduesflader, uden nysgerrige blikke følger med.
Fra den store altan er der svimlende langkig op gennem gaden til solnedgangen, der indrammer hele kvarteret i sit magiske flammehav, når dagen går på hæld. Og så tænder de lysene i gadens træer og giver julestemningen friløb til glæde for både store og små. Dette og stjernehimlen over byens lys kan også opleves fra husets tagterrasse øverst på sjette, der naturligvis også har plads til både gæster og grillfester.
Lejligheden her, er helt sin egen, inspireret af det the big apple med store lyse leverum med rå beton- og murstensvægge og massive plankegulve i eg. Det store køkken-alrum giver også første klasses udsigt til landsbylivet, uden lyden af byens puls følger med. Naboer skal ikke høres, dem møder man på kanten af kajen med en morgenkaffe i hånden – eller en invitation i blikket – mens solen står over Trekroner Fort. Og hvorfor kalder de det, det grønne hjørne? Såmænd fordi, at når foråret står på spring, springer hjørnebygningens efeu ud i lysegrønt. Hoppe i det blå, kan man hele året.