Der var engang. Sådan ca. næsten for et par hundrede år siden da H.C. Andersen og Kierkegaard spadserede med hånden på stokken og skulede til hinanden under hver sin sorte, cylinderformede hatte, når de mødtes på byens brostensbelagte gader.
Købmagergade duftede af hestepærer, smeden lugtede af brændevin, og bordelmutter hang med det hele til gaden ud ad de skæve vinduer i Peder Hvitfeldt Stræde. Man skulle jo nødig gå glip af en god gang sladder eller at se brændevinsbrænderen Peder Møller slingre om hjørnet fra Krystalgade i sin snapsekoger. Næ, her var der altid en grund til at få øjne så store som Rundetårn.
 
Tiden har selvfølgelig ikke stået stille i byens gamle gader og stræder, siden hovedstadens høje hattepulde blev til skiftet ud med city street wear. Men den største forandring er nok, at nu er Peder Hvitfeldt stille! Det lille stræde er nu en fredelig sti, et sjældent pusterum mellem de brede, tætbefolkede større naboer, altid uden for myldretidens rækkevidde.
Og et roligt åndedræt, er Møllers gamle blå hus i nummer 12, hvor spritdampene engang stod op ad de mange skorstene i den mere end 200 år gamle, fredede bygning. Tænk hvad de høje træpaneler omkring vinduerne med messingvridere, rummer af saftige fortællinger om livet indenfor voldene og murene. Og hvem sad mon med næsen trykket mod ruden ud til gården og faldt i egne tanker over studiet af Peter Edderkop der kravlede op ad baghusets gule mur.
 
Historien og huset er, lige som stemningen, fredet her, men lejligheden er opdateret til et byliv anno 2024, med lyse plankegulve, indbyggede skabe, usædvanligt stort badeværelse og meget mere fra det moderne slaraffenland. Her er hyggehjørne med brændeovn, og det er ganske valgfrit om der skal filosoferes over en lille skarp eller et eventyr i skødet. Køkkenet er nyt, ligesom dagen i det ældste af København er ny hver morgen. Grib den og det gode liv i byens gader, stræder og parker. Det gjorde både Søren og H.C dengang. Og det er ganske vist.