Der er altid grønt lys heroppe ved siden af. Og det er det lange. Her er ingen røde lamper, der forstyrrer udsigten i fugleflugt over Carlsbergs hustage i det fjerne og helt til Jacobys Allé. Det er jo ikke for nogens blå øjnes skyld, at man har kaldt en farve Frederiksberggrøn. I postnummer V er de muligvis lidt grønne af misundelse.
 
For Frederiksberg er en grøn landsby, et paradoksalt hotspot mellem citys puls og Havens påfugle, der tror de ejer verden. Lige som ænderne i dammen, hejrerne, som alle er dus med, og fru Skyhøj man naturligt bliver Des med, eller bare nikker ærbødigt til. Hun har trods alt boet her mindst siden 1900-hvidkål - og så er det jo nok hende klokkeslagene fra Frederiksberg Kirke ringer for.     
 
’Jeg vil bo på Vesterbro’, sang saglige Peter Belli. Det kan man også på Frederiksberg. Det giver nok langt bedre mening i dag, hvor Vesterbro er mere hipster end hamper. Og det er helt bogstaveligt god stil på Vesterbrogade 198, hvor ejendommen fra 1908 just har fået diplom for sin facaderenovering med tilbageføring til Frederiksbergstilen.
Netop den tids omhyggelighed, snilde i håndværket og herskabelige detaljer, der er så umiskendelige frederiksbergske er også velbevarede i lejligheden på fjerde salen. Og så er vi tilbage på altanen. Med solen i øjnene, og hejrerne og det lange lys på himmelflugt i den larmende stilhed over byens tage.