’Jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke så tung, at man jo ikke kan gaae fra den.’  Søren Kierkegaard var draget af skrænterne ved Gilleleje. Og med god grund. Sommeren 1835 tilbragte han med at gå lange ture rundt om Gilleleje, som en af de første af kystens turister. Og mon ikke det var på en af disse ture, at han blev inspireret til sine berømte ord om vandringens velsignelse. Højt hævet over havet i den salte luft, med vinden i de tynde lokker og det dybe blik vendt mod Gilbjerg Hoved. Der findes næppe nogen større inspirator til livets store tanker og glæder end naturen. Og så er de jo ganske gratis, og kan deles af både Gud og hvermand, uden man behøver at være filosof.    
 
Udsigten og magien er den samme som da Søren var ung, og havet er stadig en livsbekræftende foryngelseskur for krop og sjæl. Også fra det gamle strandfogedkontor, hvor ’kystens politimand’, der dengang havde til opgave at overvåge vraggods, på listigste vis havde sikret sig det bedste spot til jobbet. En solrig lysning midt i skoven med udsigt til solopgang over egen sø, og 125 badetøffeltrin til dagens flammende farvel over Kattegat bag Gilbjergs Hoved.    
 
Kæmpe egene, der omfavner strandfogedens grund og doserer solens stråler der lægger sig som gyldne tråde i birkens blade, var allerede oppe i årene da Kierkegaard var ung. Men den store terrasse i jatobatræ, der snor sig om huset og forfængeligt spejler sig i søen, er ung som vårharen, der pusler i krattet. Nyfødt som ællingerne i søen, der i kølvandet på andemors halefjer, rapper at de vil være svaner. Men det er vist en anden historie fra en hr. Andersens fjerpen. 
 
Livet er ikke et problem der skal løses, men en virkelighed der skal opleves. Det var Sørens ord, og de er i virkeligheden ikke så tossede at tænke over fra hængekøjen ved søens lille bred, når man ikke lige kan komme på, hvor det nu var, man stillede badetøflerne sidst.