Birkehøjs flotteste birketræer har naturligvis navne, ligesom egerne, der har gnavet deres navnetræk i havens gamle bøg, som nok er vejens ældste. Søren Pind, havens lille pindsvin, er en lidt reserveret herre og forlader kun nødigt den høje bøgehæk, der sammen med den majestætiske rododendron omkranser haven og giver parkfornemmelse. Så tæt på byens centrum. Og så langt væk mentalt fra alt, der er i familie med stress og jag.     
 
Der er næppe noget, der slår ånden i en klassisk murmestervilla som denne, der uden blusel nok kan kalde sig en grundlæggende hjørnesten i Dyssegårdskvarteret. Et stykke dannebrogshistorie hvor hverdagsfortællinger gennem generationer stadig lyser op i flammerne fra havens hyggebål året rundt. Eller rundt om grillen som sjældent går vinterkold her. Gulerødderne kan hives op af køkkenhaven, når den tid kommer, hvor også de nye kartofler skal have et persilledrys.   
 
Her er selvfølgelig stadig plads til festteltet med hvidklædte duge, skåltaler og onkler, der bare venter på at smide slipset og liste ud i haven for at spille fodbold med de yngste gæster.   
 
Og det er altså ikke løgn at Birkehøj 12 også er mest forkælet, når det gælder solens kærlighed. Den glade facade smiler mod syd, og murermesteren har tænkt sig om, så både de mere lyssky med den sarte ud og de D-vitaminhungrende kan få dækket deres behov.  Her er der plads til alle. Både ude og inde. Med så mange kvadratmeter og herlige rum, kan alle dyrke egne interesser eller bare ligge på langs på en day bed og nyde de mange, velbevarede detaljer fra en tid med æstetisk store armbevægelser. Og skulle man løbe tør for mærkedage eller undskyldninger for at holde en god fest, kan man jo fejre hr. og fru Birks krondiamantbryllup. Eller Søren Pinds fødselsdag.