Slotsforvalteren på Smidstrup slot var bestemt ikke tabt bag en guldkaret. Fra slotsforvalterboligen sikrede han hoffet forsyninger fra det betydelige landbrug, han også drev fra sin forvalterbolig på Smidstrupgård.  I husets tykke, læderindbundne gæstebog, der stadig ligger fremme i den store hall den dag i dag, kan man se, at forvalteren også var glad for fester & gæster. Helst dem med blåt blod i årerne. Gæstebogen rummer også en vis husbestyrerinde, og som en slags datidens facebook-væg, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der m å s k e fandt sted i de halv-royale gemakker. I dag er Smidstrupgård svaret på storfamiliens helt-nede-på-jorden-drøm om et landsted med en beliggenhed som et eftertragtet fritidshus og en karisma, der altid giver stof til storslåede fortællinger. Stadig med plads til overdådige fester og forkælede gæster, der holder af sundets salte luft og historiens vingesus. På tværs af generationer og blodets bånd i en cykelsaddel på kongerigets smukkeste landevej, i bølgen blå – eller egen mindfulness ved en langtidssimrende gryde i køkkenregionerne. Og når gæsterne har rejst sig fra bordet i spisestue, der er plads til 22, er der måske en onkel, der svinger en violin og byder op til dans på de bonede gulve.    Er man alene hjemme er fredeligheden så doven, at kun lyden af den grønne bolds møde med en ketcher, kan få hunden til at løfte et øjenbryn og hesten svinge med halen. Og er man hverken ridepige eller fan af US open, sidder underholdningen bogstaveligt i væggene med de guldindrammede stof-tapeter. Også de massive egetræsdøre og blotlagte tagspær med øksenummerering fortæller om en slotsforvalter, der var ambitiøs på sin boligs vegne. Og mon ikke han levede lykkeligt til sine dages ende, skønt der ikke var dobbelt carport dengang.