I 1933 flyttede statuen af præsidenten for Landhusholdningsselskabets ganske passende hjem til ’sin egen vej’. Tæt på rundkørslen ved Femte Juni Plads og med Tesdorpfsvejs berømte trærække som oplagt baggrundsbillede. Banebryder for omstillingen fra vegetabilsk til animalsk produktion, og udviklingen af den robuste, røde danske malkeko. På den grønneste del af Frederiksberg, hvor fuglene har måtte oprette ventelister til ynglepladserne i de attraktive træer; træerne, der som de eneste tilskuere kan kigge ind i lejligheden. Og hvis de kunne: vifte med grenene af lutter begejstring over husets renovering i retning af det lyse nordiske egetræ, travertin, elementer i stål, og lidt hang til de romantiske hjørner under loftets træbjælker. Det er et hjem, hvor pulsen automatisk falder, når lyset rammer sofahjørnet og aftensolen kigger ind i den store stue eller vinker til altanen. Med et humørfyldt køkken-alrum, der slår stemningen an for mere løsslupne toner, når glassene klirrer selskabeligt over køkken-øen til ære for kokken. 2. salen er ligeledes udnyttet til et dejligt lyst kontor / gæsteværelse. Værelset er dog ikke godkendt til beboelse, og kvadratmeterne heroppe kommer derfor ud over de oplyste kvm. Hvad vores landmandspræsident havde bestilt hos køkkenskriveren, hvis statuen kunne tale med nutidens stemme, melder historien ikke noget om. Men mon ikke det havde været noget fra den grønne afdeling? Der er lukket og slukket for Disney Sjov og Nora malkeko er sendt på pension. Og selv på landmandens Frederiksberg kommer de gerne sojamælk i kaffen, og der kan godt være lidt længere mellem de røde bøffer, skønt der ikke er langt til slagter Jens på Godthåbsvej. Den store garage sørger for plads til parkering af en MG eller opbevaring af Nora Malkeko, eller noget helt tredje. Det kan man ligge og tænke over, i den store have, hvor solens stråler rammer fra, uforstyrret af underboen, som har deres egen.