Det er ikke alle forundt at nå det høje C. Og slet ikke på Frederiksberg. Frederiksberg C, centrum i byen, der gerne spiller hovedrollen som vores sande hovedstad. Et grønt, fremadskuende, kulturelt midtpunkt, hvor både verdenskunstnere, helgenkårede og danske genier gennem tiderne har ladet sig inspirere og lagt navn til gader og stræder. Som fx skuespilleren Emil Henriks, der var født her og som i 1920 indspillede revyvisen Det høje C. Ca. 100 år efter Henrik Ibsen puslede med Et Dukkehjem og Norge og Danmark delte sprog.
 
I metaforernes verden ligger Det høje C i kvarteret som den toneangivende verdenspresse ikke tøver med at placerer øverst på hitlisterne over, hvad der er cool og værd at besøge. Mest cool er det selvfølgelig at bo her. Højt oppe under himlen med udsigt til byens tårne og en ostemad i solen. 
 
Det Himmelhøje C på Henrik Ibsens vej er ingenlunde et dukkehjem med konflikter i krogene. Her er musestille og herskabshøjt til stukloftet. Lyset har frit lejde fra både stikøst og stikvest, så solens gang kan følges dagen lang i det store vægløse rum, båret af rå newyorkerstolper. Skulle man flytte sammen med en lidt blufærdig room mate, kan en væg dog snildt etableres. Badeværelset har fået en ekstra kvadratmeter og gulvvarme under de italienske Lacca-fliser, som også pryder brusenichen.
 
Kendetegnet for lejlighedens beliggenhed er ikke mindst belejligheden ved selv at kunne vælge festen fra og til. Kigge på himlen og lytte til solsorten synge solen i sænk over hovedstadens tage og en enlig svale kalde på en mage. Men nede i gårdhaven samles naboerne, gerne i festligt lag, over grillen, en gyngetur eller en snak om, at græsset er grønneste lige præcis her på Frederiksberg. Og vennerne bliver måske lidt grønne af misundelse på de, der bor et sted, hvor man kan finde en fredagsbar på alle ugens dage, rundt om hvert et gadehjørne. Uanset om man hælder til velskænket fadøl eller østers til en tier. Så hvorfor bede om kammertonen, når man kan få et højstemt C på Frederiksberg.