Hvis træer kunne tale ville den gamle kæmpe eg i baghaven berette om udsigten til opførelsen af Garderhøjfortet tilbage i 1886 fra første parket. I dag hersker freden i den store ugenerte baghave på matriklen fra 1937. Og dog. Den mere end 200 år gamle majestæt må stadig lægge krone til en helt afsindig biodiversitet året rundt, hvor alskens fugle og egerne kæmper om middagsmaden, og sangfuglene om de bedste pladser i toppen. Her er der ikke brug for en kalender til at følge årstidernes skift, og når kongen springer ud i sin lysegrønne forårsdragt, så er vi i maj. Basta. Og så lokker den store terrasse, med tre direkte udgange fra huset. Her er sol fra middagstid til vorherre slukker for dagen, og udsigt til åbne marker med heste, Ermelunden og den fredede Torsdals Mose. På den mindre sydøst-vendte gårdhave kommer morgensolen og luner frem til langt op af eftermiddagen, og huset tredje terrasse er overdækket og lægger op til at der kan grilles året rundt.
 
Ved første blik fra Garderhøjvej gør huset ikke meget stads af sig, faktisk tror man det bare er et bette rødstenshus, men lad dig ikke narre. Huset har to ansigter og tre planer, der kommer i spil på den skrånende grund, og fra bagsidens patricierfacade blinker de sprossede vinduer bedrevidende til vores eg. For her er på ingen måder småt nogle steder. Eller grund til at slås om pladsen på de mange gode kvadratmeter, hvor selv en større familie kan lege gemmelege. Hall, dobbeltstue med hvidpigmenteret bøgeparket og dobbeltsidede pejs med brændeovnsindsats danner ramme om hyggen, og badekar, vinkælder og Wiinbad-køkkenet bidrager til et behagligt liv også indendørs. Er der teenagere, der ikke tåler dagens tidlige lys, kan de gemmes væk i den murede tilbygning med anneks, gårdhave og egen indgang, og nisser kan placeres på det isolerede loft. Her er også plads til kufferter og alt det, man ikke nænner at skille sig af med, når man nu ikke behøver. 
 
Det og meget mere ved kongen af Garderhøj, og skønt man kan gå lige ud af baghaven og klappe hestene og fortsætte gennem Torsdals Mose og ende i Dyrehaven, bliver den gamle eg heldigvis hvor den er, de næste mange hundrede år.